Pædagogisk grundlag for Social & SundhedsSkolen, Herning

På de grundlæggende social- og sundhedsuddannelser uddannes nogle af de faggrupper, som på nærmeste hold tager del i andre menneskers liv.

Medarbejdere, der har en tæt, kontinuerlig eventuelt daglig kontakt med børn, borgere, brugere og patienter, arbejder i et komplekst, sammenhængende og foranderligt felt, hvor svarene ikke er givet på forhånd, og rutinen ikke rækker. De kan ikke nøjes med en kundskabsbase, der udelukkende er bygget op af ’stof’ fra de traditionelle grunddiscipliner eller fag. De kan ikke nøjes med kun at erhverve teoretisk indsigt eller at lære sig nogle procedurer for, hvordan tingene kan gøres.

Hvis mennesker, der er afhængig af andre, skal opleve at blive set, hørt, forstået og hjulpet som de unikke mennesker, de er, må de fagpersoner, de møder, være i stand til at udfolde en anderledes og supplerende faglighed og arbejdsmæssig praksis. En faglighed og praksis, der går på tværs af traditionelle fagskel og praksisområder, og som betoner vigtigheden af at kunne fornemme og udforske konkrete situationer i en lokal og tidslig kontekst.

Teori, i betydningen: løsrevne abstraktioner og kategoriseringer af mennesker, skal nedtones til fordel for teori i betydningen: større indsigt i og forståelse for, at tingene i en kompleks verden hænger sammen, og at nyttig viden om mennesker, deres unikke liv og om de vanskeligheder, de måske har i forhold til at leve et for dem meningsfyldt liv, langt hen af vejen skal skabes lokalt og i situationen.

Praksis i betydningen: ude-fra-praksis, hvor fagpersoner i relation til andre er tilbøjelige til at placere sig selv i en position som dem, der ved bedst, skal nedtones til fordel for praksis i betydningen: inde-fra-praksis, hvor fagpersoner i relation til andre mere inviterer til samarbejde, dialog og udforskning af, hvad der giver mening i andres liv 

Disse grundholdninger afspejler sig i skolens pædagogik på forskellig måde: 

Skolen skal pædagogisk indrette sig på de elever, som den er til for. 
Frem for at søge at tilpasse eleverne til skolen skal skolen organisere en bred vifte af læringsmiljøer, der kan inkludere alle elever i al deres forskelligehed.

Alting skal forstås i en sammenhæng.
Personer, der er under uddannelse, bevæger sig imellem flere livs- og erfaringssammenhæng, som alle rummer læringspotentialer og læringsrum.
Skolens læringsrum skal spille sammen med og inddrage læringsrum fra arbejdsliv og hverdagsliv.

Den pædagogiske planlægning bør foregå baglæns.   
Tre centrale spørgsmål er ledetråd i skolens pædagogiske planlægning:

• Hvad skal elever og de færdiguddannede lave?
• Hvad skal de kunne?
• Hvordan skal de lære det, de skal kunne?

Der skal være en balance mellem ude-fra-pædagogik og inde-fra-pædagogik.
Traditionel lærerstyret formidling af fagligt stof nedtones til fordel for åbne og fleksible læringssammenhænge, hvor eleverne inviteres til selv at arbejde.

Anerkendelse er et bærende princip på skolen.
Forandring formodes kun at kunne foregå indefra.
Ny viden kan kun virke i forhold til viden, der var på forhånd. Det nye må med andre ord knytte an til og røre ved det, der var der før.