Kristian Skovby Vind skal stå i spidsen for SOSU-uddannelserne fra 1. februar 2024

Ny uddannelseschef på SOSU MV

1. februar 2024 starter Kristian Skovby Vind i stillingen som uddannelseschef for social- og sundhedshjælper- og social- og sundhedsassistentuddannelsen samt EUX Velfærd på Social- og Sundhedsskolen Midt- og Vestjylland.

Med ansættelsen af Kristian Skovby Vind byder SOSU MV velkommen til en stærk ledelsesprofil med mange års erfaring fra ledende stillinger på daginstitutionsområdet i blandt andet Holstebro og Viborg kommuner samt erfaring fra arbejde i BU lederforum og samarbejde med Børne- og undervisningsministeriet.

Kristian Skovby Vind er uddannet pædagog fra Peter Sabroe Seminariet i Aarhus fra 2007 og har siden gennemført en diplomuddannelse i ledelse ved AAUH Herning/VIA University College. Derudover omfatter cv’et også Region Midtjyllands Challenger-forløb for ledertalenter samt forløbet De Utrolige år fra Holstebro Kommune.

Hvor Kristian Skovby Vind har mange års erfaring fra det pædagogiske område, bliver arbejdet med erhvervsuddannelse til social- og sundhedsområdet noget ganske nyt. En opgave, som den nyansatte uddannelseschef går til med nysgerrighed:

- Jeg er optaget af at lære social- og sundhedsuddannelserne at kende, og jeg vil gå ydmygt til det for mig ukendte i stillingen. Jeg vil bruge den første tid på at lytte og lære organisationen at kende, da jeg ved, at min læringskurve i forhold til at komme fra en anden sektor er stejl, fortæller Kristian Skovby Vind.

Med direktør Inge Dolmer i spidsen ser ansættelsesudvalget på SOSU MV frem til at udvide ledelsesgruppen på SOSU MV:

- Vi er alle meget spændte på at få Kristian Skovby Vind som ny kollega. I ansættelsesudvalget har vi lagt vægt på Kristians brede ledelseserfaring blandt andet med ledelse af ledere samt hans motivation for at arbejde videre med skolens strategi og tanker om aktørskabelse. Vi forventer klart, at Kristians kompetencer, solide ledelseserfaring og lyst til at lære vores område at kende bliver en positiv tilføjelse til vores i forvejen dygtige medarbejdergruppe, siger Inge Dolmer.

Kristian Skovby Vind fremhæver selv, at han er en tydelig kommunikator, der tror på, at god ledelse udvikler sig i fællesskaber med respekt for de individuelle roller og opgaver i organisationen. Han har en tillidsbaseret tilgang til ledelse, er ambitiøs på opgavens vegne og stiller gerne høje, men overskuelige krav til sig selv og sine kolleger – og så tror han i øvrigt på, at det er i dialogen omkring vores opgaver, at vi lykkes bedst.

Kristian Skovby Vind er 44 år gammel og bor med sin familie i Holstebro. Han forlader stillingen som områdeleder i Dagtilbudsområde Sydvest i Viborg Kommune med udgangen af januar.