Bag om Skills-deltagerne Christa og Cecilie

Når DM i Skills slår dørene op i Næstved 4. – 6. april 2019, står 21-årige Christa Riis og 20-årige Cecilie Volquartz Gejl foran en helt særlig oplevelse.

De to skal repræsentere Region Midtjylland i dysten om at blive Danmarks dygtigste social- og sundhedsassistentelever. Dysten står mellem elever fra social- og sundhedsskolerne i Esbjerg, Herning, Aalborg, Nykøbing Falster og Sundheds- og sygeplejeskolen på Bornholm.

I konkurrencedagene er det muligt at følge Hernings hold på skolens facebook og instagram – og indtil da kan I lære de to midtjyske deltagere lidt bedre at kende her:

 

 

Christa Riis

21 år gammel og bosiddende i Randers
Ansat i Region Midtjylland

Hvorfor har du valgt at tage social- og sundhedsassistentuddannelsen?
Jeg har altid drømt om at være sygeplejerske. Da jeg var færdiguddannet social- og sundhedshjælper, fik jeg mere lyst til at uddanne mig videre til social- og sundhedsassistent, da de har mere kompetence, og det ansvar de har, er så spændende.

Din motivation for at stille op til SOSU Skills?
Jeg stiller op for at vinde, men også for at vise alle; unge som ældre, hvad vi arbejder med, og hvilke opgaver, vi møder.

Hvordan har du det med, at offentligheden skal ”med dig på arbejde” til DM?
Jeg synes, det er SÅ fedt, at de kan følge med, for så kan de se, hvad jeg går og laver på arbejde. Man hører så meget om, at ”vi kun tørrer røv” – men der er så mange andre ting, som gør arbejdet helt fantastisk!

Hvordan forbereder du dig på at skulle til DM?
Jeg laver opgaver hjemme og får italesat, hvad jeg skal lave på scenen – og så snakker jeg med min makker omkring, hvordan det mon bliver.

 

Cecilie Volquartz Gejl

20 år gammel og bosiddende i Herning
Ansat i Herning Kommune

Hvorfor har du valgt at tage social- og sundhedsassistentuddannelsen?
Jeg har altid ønsket at arbejde med mennesker og at gøre en forskel!

Din motivation for at stille op til SOSU Skills?
Jeg stiller op for at kunne vise, hvad vi kan – og hvad skolen kan. Og jeg stiller op for at få en fed rejse med mulighed for at udfolde mig selv og få nye bekendtskaber.

Hvordan har du det med, at offentligheden skal ”med dig på arbejde” til DM?
Jeg synes, det er fedt! Fordi vi kan vise, hvad vi står for, og jeg kan vise, hvad jeg kan!

Hvordan forbereder du dig på at skulle til DM?
Jeg gør det bedste, jeg overhovedet kan, og jeg snakker med dem, som kan hjælpe mig – Christa og vores Skills-trænere AK og Susanne.