Direktør Britta Raaballe går på pension efter 28 år på skolen

Efter knap 28 år i spidsen for Social & SundhedsSkolen, Herning har direktør Britta Raaballe fra Give valgt at gå på pension med udgangen af januar 2019.

Britta Raaballe har ført skolen fra amtslig uddannelsesinstitution til selvejende statslig institution og har i årene været med til at udvikle undervisning og pædagogik, arbejdet med store uddannelsesreformer, om- og tilbygninger af skolens bygninger samt oplevet masser af glade stunder med elever og medarbejdere.

Senest tilbage i januar, hvor elever fra skolen vandt DM i SOSU Skills og for alvor fik spredt guldglimmer over SOSU-faget i Herning og omegn.

Pr. 1. januar 2019 overlader Britta Raaballe styringen af skolens daglige virke til en ny direktør.  Ansættelsesprocessen er i gang, og en ny direktør bliver forventeligt præsenteret først i december.