Lokale SOSU-medarbejdere på skolebænken, mens nybagte studenter vikarierer

Ringkøbing-Skjern Kommune sender i samarbejde med Social & SundhedsSkolen, Herning cirka 550 social- og sundhedsuddannede på skolebænken fra 1. august 2018.

De ansatte social- og sundhedshjælpere samt social- og sundhedsassistenter i Ringkøbing-Skjern Kommune har selv efterlyst efteruddannelse for at kunne følge udviklingen i de opgaver, som fylder mere og mere i hverdagen som social- og sundhedsmedarbejder, fortæller kommunen i en pressemeddelelse.

Læs hele pressemeddelelsen fra Ringkøbing-Skjern Kommune her

Blandt de ansatte oplever man, at de traditionelle pleje- og omsorgsopgaver fylder mindre, og at det i stigende grad er psykiatriske sygdomme, misbrugsproblematikker, angst- og depressionslidelser, som borgerne kommer med. For at imødese denne udvikling har Ringkøbing-Skjern i samarbejde med Social & SundhedsSkolen, Herning fået tilrettelagt målrettede undervisningsforløb for de to SOSU-faggrupper.

- På Social & SundhedsSkolen, Herning er vi meget glade for den spændende opgave, vi har fået af Ringkøbing-Skjern Kommune. Det har været en interessant proces at designe det helt rigtige tilbud, der matcher kommunens behov, og nu glæder vi os til at komme i gang med selve undervisningen, siger uddannelseschef for SOSU-området og skolens KompetenceCenter, Anne Mette Vind. 

- Som uddannelsessted kender vi uddannelsernes DNA og den praksis, vi uddanner til. Derfor kan vi lave relevante kompetenceudviklingsforløb for de erfarne SOSU’er, der har brug for et ”løft” i forhold til deres faglighed. I samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune har vi fundet ud af, hvilke behov de har, så deres medarbejdere får lige præcis de kompetencer, de har behov for i forhold til et kompetenceløft inden for psykiatri, forklarer hun videre.  

Håb om positiv tilgang til SOSU-uddannelserne
Udover at sende de mange social- og sundhedsmedarbejdere på skolebænken, håber Ringkøbing-Skjern Kommune og Social & SundhedsSkolen, Herning også, at indsatsen kan få positiv indflydelse på tilgangen til uddannelserne til social- og sundhedshjælper og social- og sundhedsassistent.

Til at vikariere i hjemmeplejen og på kommunens institutioner, mens det fastansatte personale er på efteruddannelse, har Ringkøbing-Skjern Kommune nemlig ansat 50 vikarer, som hovedsageligt er nyklækkede studenter. Håbet er, at nogle af vikarerne kunne få lyst til at fortsætte i faget og tage en social- og sundhedsfaglig uddannelse.

- Den store mangel på social- og sundhedspersonale, som allerede mærkes nu, betyder, at det er vigtigt, at faget får et positivt image, så flere fremadrettet vælger at uddanne sig som social- og sundhedshjælper eller -assistent. Vi håber, at de unge studenter via deres vikarjob får et indblik i, hvad man arbejder med som SOSU - og at de får lyst til at vælge en social- og sundhedsuddannelse som deres karrierevej, slutter Anne Mette Vind. 

Kompetenceforløbet for Ringkøbing-Skjern Kommunes social- og sundhedshjælpere og –assistenter starter i august 2018.