Vestjysk samarbejde omkring Ny mesterlære på SOSU-området

Behovet for endnu flere faglærte og et ønske om at bidrage til at uddanne flere SOSU-medarbejdere har fået den private udbyder af hjemmepleje Kær.dk og Social & SundhedsSkolen, Herning til at starte et af landets første SOSU-hold i Ny mesterlære

 

Anette Kudahl og Olesja Vasyntina er begge værdsatte medarbejdere hos Kær.dk.

Anette Kudahl har været fast tilknyttet som ufaglært hjælper i tre og et halvt år, mens Olesja Vasyntina er blevet tilknyttet som afløser inden for det seneste år.

Begge kvinder er glade for arbejdet med at yde pleje og omsorg for borgere i det midt- og vestjyske, og de er blandt de 15 medarbejdere, som direktøren i Kær.dk, Dorthe Lund har udpeget til at tage grundforløbet til social- og sundhedshjælperuddannelsen i Ny mesterlære-ordningen.

Sammen med to elever fra Privat Pleje & Omsorg i Herning starter eleverne 20. januar 2020 på grundforløbet, der retter sig mod social- og sundhedshjælperuddannelsen.

Et næsten samlet hold fra Kær.dk. Olesja Vasyntina nummer tre, forrest fra venstre og Anette Kudahl yderst til højre.


Tilbage på skolebænken
38-årige Olesja Vasyntina er oprindeligt uddannet revisor i Ukraine, men via et Klar til SOSU-forløb på social- og sundhedsskolen fik hun øjnene op for arbejdet med ældre.

- Jeg fandt ud af, at der er mange ældre, som sidder derhjemme med sygdomme eller er ensomme, og det berørte mig meget. Jeg fandt ud af, at jeg har stor lyst til at arbejde med ældres hverdagsliv, så jeg glæder mig til at komme på skole igen, siger Olesja Vasyntina.

Anette Kudahl har arbejdet hos Kær.dk i over tre år og har ikke været i uddannelse siden engang i 1990’erne.

- Jeg tror, det bliver fint med uddannelsen, selvom jeg nok lige skal vænne mig til at være tilbage på skolebænken – for eksempel var der jo ikke noget med computere dengang, jeg gik på handelsskolen, afslører hun med et grin.

Når man som Anette Kudahl og Olesja Vasyntina går i Ny mesterlære foregår en stor del af den praktiske læring på arbejdspladsen – i dette tilfælde hos Kær.dk, mens certifikatfag som brandbekæmpelse og førstehjælp samt grundfagene naturfag og dansk bliver taget på social- og sundhedsskolen i Holstebro, der er en del af Social & SundhedsSkolen, Herning.

- Vi skal være mest på arbejdspladsen, hvor vores vejleder hjælper med at tilpasse læringen til det, vi hver især har brug for, så jeg er sikker på, at det bliver spændende. Jeg har masser af erfaring i mit arbejde, så jeg er sikker på, at jeg nok skal klare det, siger Anette Kudahl.

Mulighed for individuel tilpasning
Fordelen ved Ny mesterlære-ordningen er, at arbejdsgiveren kan tilrette grundforløbet individuelt, og derudover kan grundforløbet forlænges, så eleven får den dobbelte tid til at gennemføre, skulle det vise sig nødvendigt.

- Muligheden for at sende vores medarbejdere på uddannelse i Ny mesterlære-ordningen giver os som arbejdsgiver en helt anden ro og mere rummelighed til at tilgodese individuelle behov og til at investere i vores medarbejdere, forklarer Dorthe Lund, der står i spidsen som direktør for Kær.dk.

På denne måde kan hun inkludere medarbejdere, som måske ikke havde klaret et ordinært uddannelsesforløb grundet økonomiske forpligtelser, familieliv eller utryghed ved at skulle tilbage på skolebænken efter mange år på arbejdsmarkedet som ufaglært.

 - Vi ved, at det er en stor mundfuld for os at sende 15 medarbejdere i uddannelse på én gang - derfor får vi både vejledere og mentorer tilknyttet Ny mesterlære-holdet, og vi har talt med alle medarbejdere på personalemøder, så vi er sikker på, at vi har fuld opbakning. Vi er klar, og nu gør vi det her! fortæller Dorthe Lund.

Udnytter ressourcerne
Grunden til, at Kær.dk og Social & SundhedsSkolen, Herning går forrest med at indføre Ny mesterlære på social- og sundhedshjælperuddannelsen er, at der er behov for at tænke i alternativer, når der skal rekrutteres til uddannelserne.

- Vi mærker, hvordan arbejdsgiverne skriger på faglært arbejdskraft, og vi kæmper om de unge med mange andre uddannelser. Hvorfor ikke afprøve Ny mesterlære, som vi kender som succesfuld fra mange andre erhvervsuddannelser? På den måde får vi opkvalificeret en gruppe af ufaglærte medarbejdere, der allerede er glade for SOSU-faget og har lyst til at arbejde med pleje og omsorg - dermed udnytter vi de ressourcer, der allerede er i faget, mener uddannelseschef Inge Dolmer, Social & SundhedsSkolen, Herning.

Hos Dorthe Lund og Kær.dk er behovet for arbejdskraft også motiverende for samarbejdet omkring Ny mesterlære.

- Alle ved, at det er svært at rekruttere til branchen, og egentlig går vi arbejdsgivere jo rundt og stjæler fra hinanden. Vi ved, at beslutningen om at sende 15 medarbejdere på uddannelse på én gang kommer til at koste os, men vi vil som en god arbejdsplads gerne investere i vores medarbejdere på den lange bane. Og vi har selvfølgelig valgt 16 medarbejdere med potentiale, som vi gerne vil beholde, og som vi er meget glade for – derfor investerer vi gerne i dem, forklarer direktøren.

Imens de første Ny mesterlære-elever er på skole, hyrer Kær.dk vikarer ind, som på sigt kan få chancen for at starte i Ny mesterlære efter sommerferien. På den måde håber Dorthe Lund at kunne opkvalificere arbejdspladsen som helhed og skabe et løbende rul.

- Som arbejdsplads giver det stolthed og bedre kvalitet, og vi bliver mindre sårbare mht. personale, hvis vi uddanner flere. Vi sætter pris på faglig dygtighed, og vi vil gerne være med til at prøve at løse rekrutteringsproblemerne i branchen, siger Dorthe Lund.

Medarbejderne fra Kær.dk og Privat Pleje & Omsorg starter i Ny mesterlære på social- og sundhedsskolen i Holstebro mandag den 20. januar 2020 og kan efter bestået grundforløb søge videre på social- og sundhedshjælperuddannelsen på ordinære vilkår.