Ivrige efter at forsvare Skills-guldet

Gejst og gåpåmod bobler ud af de fire Skills-deltagere, der på torsdag skal dyste i det regionale mesterskab i SOSU Skills. Trods ydmyghed for opgaven er der ingen tvivl om, at begge hold går efter at vinde, så de kan gå videre til DM i 2019

Skills-scenen er atter engang sat. De fem hold fra henholdsvis Social & SundhedsSkolen, Herning og SOSU Østjylland er toptunet og klar til dyst, når regionsmesterskabet løber af stablen den 25. oktober 2018 i Aarhus.

De sidste par år er et Herning-hold løbet med sejren – og dermed en plads ved danmarksmesterskabet. Og spørger man eleverne fra Herning, behøver der ikke at ske ændringer i den fordeling:

- Jeg stiller op for at vinde, lyder det prompte fra Lena Bech Christensen.

Målsætningen bliver leveret med et glimt i øjet men også med en fasthed i stemmen, der gør, at man ikke er det mindste i tvivl om, at hun mener det.

De øvrige tre deltagere Julie Vendelbo Jensen, Cecilie Volquartz Gejl og Christa Riis er heller ikke blege for at lufte ambitionerne, men derudover er der et særligt ønske, der går igen. Ønsket om at vise social- og sundhedsfaget frem i det lys, det ifølge de fire kvinder fortjener.

SOSU-faget fortjener respekt
- Jeg er virkelig stolt af mit fag, og jeg synes, at SOSU Skills er en god måde at vise det frem på, og så er det også en god måde for mig at repræsentere det, forklarer Julie Vendelbo Jensen, der bliver bakket op af Cecilie Volquartz Gejl.

- Jeg synes, at SOSU Skills er en fed rejse, og jeg har haft lyst til at deltage, lige siden jeg gik på grundforløbet og så konkurrencen på storskærm. Jeg ser det som en god mulighed for at lære mit fag bedre at kende og for mig til at vise, hvad jeg kan.

Hos deltager Christa Riis er der også tænkt videre til næste generationers opfattelse af SOSU-faget.

- Jeg tænker over, at det vi laver på scenen kan være med til at inspirere dem, der sidder og kigger med, så de måske får en fornyet opfattelse af SOSU-faget, siger hun, mens Lena Bech Christensen indskyder.

- Vi kan vise, at man godt kan være ambitiøs, selvom man er ung!

Vild med ekstra læring
De to hold og trænerne Susanne Hvid og Anne Kirstine Wiig Rechnitzer Jensen er i tæt kontakt via en gruppe på facebook, hvor de debatterer sygdomme, medicin, behandlingsmetoder og generelt deler gode fif til at løse casen, som er omdrejningspunktet ved konkurrencen til mesterskabet den 25. oktober. Derudover har holdene flere gange øvet med publikum for at vænne sig til at blive betragtet af mange øjne, mens opgaverne udføres. Og selvom al den ekstra træning og skolearbejde kunne lyde trættende for nogle, er det slet ikke tilfældet hos deltagerne. Faktisk virker de til at være ret vilde med al den ekstra faglige viden, de får oparbejdet forud for regionsmesterskabet.

- Det er bare så fedt, at vi kan øve herinde på skolen, hvor alle remedierne er, og så er det mega fedt at have gruppen sammen med trænerne på facebook, forklarer Lena Bech Christensen og roser trænerne for deres engagement.

- Det smitter virkelig af at have trænere, der gider og er engagerede. Det er så fedt, istemmer Christa Riis, inden Cecilie Volquartz Gejl supplerer:

- Jeg synes også, det er rart, at de ikke giver os en følelse af, at de for alt i verden vil have, at vi vinder; koste hvad det vil. Jeg føler i stedet, at de gerne vil have, at vi bliver så gode, som vi kan, og det er mega rart!

Den opfattelse går fint i spænd med træner Anne Kirstine Wiig Rechnitzer Jensens tanker forud for mesterskabet:

- Der ligger selvfølgelig en slags pres på os, efter at vi vandt DM i januar, men det giver faktisk også lidt ekstra gejst plus en bevidsthed om ikke ”bare” at gøre, som vi plejer, forklarer hun og understreger, at ambitionen altid er, at eleverne får en god oplevelse, og at de bliver så dygtige, som de kan, undervejs; ikke at vinde – selvom det naturligvis er dejligt, når det sker!

Regionsmesterskabet i SOSU Skills afholdes på SOSU Østjylland i Aarhus og er gratis for alle nysgerrige!

Følg med på Social & SundhedsSkolen, Hernings facebook og instagram 

 

Program 

Kl. 08.15: Velkomst og indmarch

Kl. 08.30: Hold 1 SOSU Østjylland
Mathias Bjerring, Aarhus Kommune
Nanna Mie Larsen, Aarhus Kommune

Kl. 09.30: Pause

Kl. 09.45: Hold 2 SOSU Herning
Julie Vendelbo Jensen, Lemvig Kommune
Lena Bech Christensen, Ikast-Brande Kommune

Kl. 10.45: Hold 3 SOSU Østjylland
Anne-Marie Malmdorf Schousboe, Region Midtjylland
Marie-Louise Møller Mortensen, Region Midtjylland

Kl. 11.45: Pause

Kl. 12.15: Hold 4 SOSU Østjylland
Maria Lemming Møller, Region Midtjylland
Bine Engelbrecht Bertelsen, Region Midtjylland

Kl. 13.15: Hold 5 SOSU Herning
Christa Riis, Region Midtjylland
Cecilie Volquartz Gejl, Herning Kommune

Kl. 14.30: Afslutning med tale og kåring