Skolens pædagogiske grundlag

Mennesker skal opleve at blive set, hørt, forstået og hjulpet som de unikke mennesker, de er. Vi uddanner nogle af de faggrupper, som har en tæt kontakt med børn, borgere, brugere og patienter, og som på nærmeste hold tager del i disse menneskers hverdagsliv.

Vores elever skal bringes til at kunne lykkes i dette møde, gennem en faglighed, der går på tværs af traditionelle fagskel og praksisområder, og som betoner vigtigheden af at kunne fornemme og udforske konkrete situationer.

Det fælles pædagogiske og didaktiske grundlag tager afsæt i at skabe høj grad af sammenhæng og transfer mellem teori og praksis. Den praksisnære pædagogik og en bred vifte af læringsaktiviteter og - metoder er vigtige redskaber til at gøre teorien meningsfuld i forhold til uddannelsernes formål og mål.

Disse grundholdninger afspejler sig i skolens didaktik og pædagogik på følgende måde:

- Tre centrale spørgsmål er ledetråd i skolens pædagogiske planlægning:
1. Hvad skal elever og de færdiguddannede lave?
2. Hvad skal de kunne?
3. Hvordan skal de lære det, de skal kunne?

Skolen skal pædagogisk indrette sig på de elever, som den er til for.

  • Vi skal organisere en undervisning, der inkluderer eleverne i al deres forskellighed.
  • Eleverne skal udfordres til at blive så dygtige, som de kan.
  • Undervisningen skal rumme mulighed for at nå målene ad flere veje.

At værdsætte elevernes erfaringer og kompetencer ift. uddannelsernes mål og indhold er et bærende princip.

  • Undervisningen skal spille sammen med og inddrage elevernes arbejdsliv og hverdagsliv. 
  • Pædagogikken har fokus på, at eleven kan reflektere over egen faglighed.

Relationer er vigtige i elevernes kommende arbejdsfelt og i uddannelsesforløbet.

  • Vi arbejder bevidst med relationer for at sikre elevernes trivsel og faglige dannelse.
  • Undervisningens tilrettelæggelse skal styrke elevernes evne til at indgå i udviklende samarbejde med øvrige elever og undervisere.